11. januar 2013

Avlsetik

Der er mange måder at opdrætte ørkenrotter på. Jeg vægler at være åben om min avlsetik, netop fordi der er så mange måder at gøre tingene på og så kan folk tage stilling til, om det er noget de vil “bakke op om” eller ej, når de overvejer om de vil købe ørkenrotter her.

Der er typisk to “grundformer” eller måder at holde avlspar på: Nogle vælger at sammensætte og skille par ad og så sætte dem sammen med nye på kryds og tværs via splitbur. På denne måde får de måske 1-2 kuld med hver partner. Andre lader dem gå i avlspar/i flok for livet og så kommer der de kuld der kommer i løbet af deres liv.

Ørkenrotter danner i naturen par/flok for livet og får kuld med jævne mellemrum. Her styrer hunnen selv at holde de nødvendige pauser – typisk ved at forlænge sin drægtighed til efter de tidligere unger er flyttet hjemmefra og lidt længere endnu.
De lever også i familieflokke i naturen – og en han har så flere hunner at parre. Mange unger vil dog forlade flokken, men nogle gange vil enkelte unger blive hjemme og dermed blive en del af familieflokken.

Jeg valgte i starten at have dem som familieflok og lade dem, som i naturen, være “flok for livet”. Jeg var bevidst om det faktum at der kommer mange kuld ud af det, men valgte denne tilgang, da ørkenrotter naturligt er “livspar”og selv burde kunne styre om de er fysisk i stand til at opfostre kuld.
Senere havde jeg lige en blanding af de to former. Mine avlspar fik typisk flere kuld sammen, men havde jeg en han, som jeg gerne ville have til at være far til flere kuld, så blev han taget fra hunnen efter de kuld skulle have, og så fik han en ny hun at danne par med. Hunnen fik derefter oftest lov at bo med en datter eller veninde, så hun fik en naturlig flok at bo med uden at lide afsavn fra hannen.
Efter jeg har skåret ned til en gruppe igen, er jeg gået tilbage til, at en han går med flere hunner med de kuld det medfører. Det skaber en naturlig familieflok, men samtidig er det også svært at få nyt ind i flokken. Derfor er hunnerne også af to meget forskellige linjer, da gruppen så kan køres i sund avl i flere generationer.
Det betyder at jeg en gang i mellem har voksne til omplacering, i det jeg helst ikke vil trække for mange kuld på mine hunner, og hannen også skal udskiftes en gang i mellem.

Jeg fjerner alle unger, når de er +7 uger gamle, hvor det i naturen vil svare til at ungerne ville forlade familien alligevel. Enkelte kan gå de til er over 8-10 uger og nogle har også behov for dette. Derfor vurderer jeg ALTID på det enkelte kuld om nogle af ungerne har brug for at være ved mor noget længere. Derfor kan jeg ikke give en klar flyttedato før de er 4-5 uger gammel og jeg har en klar fornemmelse af deres udvikling. Dog vil mine unger som tommelfingerregel altid være flytteklar senest ved 8 uger, hvis ikke der støder noget til.
Hvis en voksen ørkenrotte bliver splittet fra gruppen, men det vil som udgangspunkt betyde, at de flytter med en eller flere af eget afkom, så de stadig har deres familie ved sig, da ørkenrotter har en stærk familiefølelse.

Den måde jeg holder dem på vil løbende blive til en del unger – unger som skal finde nyt hjem. Unger vil derfor løbende være til salg i begge køn som minimum 7 uger gamle – der vil på salgsside komme de unger op, som er aktuelt til salg.

Jeg afstemmer foderet i forhold til om hun er med eller uden unger – at være drægtig og diegivende kræver meget næring og derfor vil foderet også blive afstemt, så hun gerne skulle være i topform uanset unger eller ej.

Mine ørkenrotter bor i et bur på 130L, som er fyldt op med bundstrø af typen Boxo Comfort og masser af træ-tilbehør i form af huler, tunneler og broer. Dertil får de også masser af paprør. Det giver et virvar af tunneler og reder under overfladen af bundstrøet – et miljø som er meget naturligt for ørkenrotterne. Det er med til at nedsætte risikoen for stereotyp adfærd hos både voksne og unger.
IMG_1369 copy
IMG_1372 copy
(Buret lige efter det er blevet rengjort – få timer efter er alle paprør også gravet ned i bundstrøet og bliver brugt til at danne gange og tunneler under overfladen.)

Viser det dog sig, at hunnen mod forventning ikke kan klare at opfostre et født kuld, vil de nyfødte unger blive humant aflivet, for at moren kan få en pause og komme i topform igen inden hun skal opfostre et nyt kuld. Disse unger vil derefter gå til foder hos en bekendt med slanger, så de ikke går til “spilde”. Dette kan virke voldsomt, men er et valg jeg tager for at tilgodese hunnen og samtidig give en slange lidt at spise. Dog sælge jeg aldrig ud til foder. Jeg opdrætter ikke med det formål at producere slangefoder.
Det bliver naturligvis kun aktuelt, hvis ikke hunnen er i optimal form til at tage sig af ungerne – hvis hunnen er sund og stærk vil kuldet blive opfostret til salg til kæl.
Hvis en hun gentagende gange ikke magter at opfostre et kuld, vil hunnen blive pensioneret og flytte til et godt kælehjem med en unge eller to.

Samtidig opdrætter jeg ørkenrotter for at nå et mål – et mål både mht temperament, flokadfærd, fysisk helbred og så noget som jeg ikke tidligere har selekteret så meget på: Farve og pelstype.
Dette vil komme til at kræve, at nogle af de voksne også kommer til at søge nye hjem med mellemrum, for at jeg kan opnå mine mål, uden at fylde hele min lejlighed med ørkenrotter.
Jeg tror på og mener, at det er til både gavn for mit opdræt og det enkelte dyr, at jeg omplacere voksne, når de er “færdig i avl”. På den måde opnår jeg plads i opdrættet til at beholde en efterkommer og dermed komme et skridt videre mod det jeg mener, som er mit mål + den voksne ørkenrotte kommer ud og får en nye familie med tid og opmærksomhed omkring sig og samtidig bliver en ny familie beriget med et par ørkenrotter, som fortsat har mange gode år foran sig. Dette giver hele 3 vindere i dette puslespil mellem at have sundt ørkenrotteopdræt og at have et avlsmål. Derfor ser jeg dette som den løsning jeg vælger.
Så hvis du har interesse i at overtage en af de voksne, så kontakt mig endelig. De vil som udgangs blive omplaceret til en lavere pris, mod lovning på et godt hjem. Typisk lader jeg den voksne flytter med et afkom eller to.
Ingen voksne ørkenrotter vil ende som slangefoder efter endt avlskarriere. De vil kun flytte, hvis de finder nye gode hjem – og aldrig som “alene-ørkenrotte”!

En tanke om “Avlsetik

Skriv et svar